Det første folk bemærkede var størrelsen. Flere hold, flere grupper, flere kampe, flere borde at tjekke. VM-gruppespillet føltes ikke så tæt som før. Det føltes bredere, mere støjende og nogle gange lidt sværere at følge med i. Det ville altid ske med det nye 48-holdsformat. Det gamle VM-gruppespil var brutalt. Fire hold, tre kampe, top to videre. Ét dårligt resultat kunne ødelægge alt. Denne gang, hvor de bedste tredjepladshold også kom videre, var presset anderledes. Nogle hold kunne tabe og stadig trække vejret. Nogle kunne slutte på tredjepladsen og stadig tilbringe natten med at tjekke andre resultater. Det gjorde turneringen mindre ren, men ikke kedelig.
Flere lande havde faktisk en historie
Det bedste ved det nye format var indlysende. Flere lande fik et rigtigt VM-øjeblik. Det betyder noget. Et VM bør ikke kun være en privat fest for de samme store nationer. Når mindre hold er der, føles turneringen større på tribunerne, på tv og i de tidlige kampe. Man får mere støj, mere farve, mere nervøs fodbold og flere kampe, hvor uafgjort føles som en national begivenhed. Nogle af disse hold var tydeligvis begrænsede. Det er sandt. Der var kampe, hvor kvalitetsforskellen hurtigt viste sig. Men der var også hold, der udnyttede chancen godt, forblev organiserede og fik større hold til at arbejde hårdere end forventet. Det er afvejningen. Man får et par ujævne kampe, men man får også en turnering, der føles mindre lukket.
Bettingvinklen blev mere kompliceret
For spillere var gruppespillet ikke så simpelt som at spille på de åbenlyse navne. Det nye format ændrede matematikken for VM-væddemål . Tredjepladsen betød noget. Målforskellen betød noget. Et hold med fire point kunne føle sig næsten sikkert. Et hold, der allerede var videre, behøvede måske ikke at jagte endnu en sejr. En favorit kunne rotere. En underdog kunne spille om et resultat, der så lille ud på papiret, men stort i tabellen. Det gjorde nogle markeder mere interessante end den sædvanlige kampvinder. Kvalifikation, gruppeplacering, samlede mål, kort og sene gruppescenarier havde alle mere betydning. Det gjorde også blind betting på favoritter farligere. Et stort hold med det ene øje rettet mod knockout-fasen er ikke altid et hold, der har travlt. Nogle gange er den desperate side den bedre bettinghistorie, selvom den har færre berømte spillere.
De store sejre skærer stadig igennem
Selv i et tætpakket format skilte de store sejre sig ud. Tysklands 7-1-sejr over Curaçao var en af de resultater, der siger alt uden at kræve megen analyse. Den viste risikoen for ekspansion. Når et hold med eliteturneringserfaring møder et hold, der stadig finder sit niveau, kan forskellen blive grim. Japans 4-0-sejr over Tunesien føltes anderledes. Det var ikke bare et stort hold, der mobbede et mindre hold. Det lignede et seriøst hold, der gjorde et professionelt stykke arbejde. Japan spillede med fart, kontrol og nok kulde foran mål til at få folk til at lægge mærke til dem. Disse resultater betød noget ud over overskrifterne. I dette format var målforskellen ikke pynt. Den formede, hvem der gik videre, hvem der ventede, og hvem der tog hjem.
Så, var det godt?
For det meste, ja. Ikke perfekt. Gruppespillet mistede noget af sin gamle skarphed, fordi for mange hold stadig kunne overleve efter almindelige præstationer. Der var mere venten, mere beregning, mere "hvad sker der, hvis denne gruppe slutter sådan?"-snak. Men det gav også turneringen mere liv. Flere hold havde noget at spille for. Flere fans havde en grund til at bekymre sig. Flere kampe betød noget sent i gruppespillet, selvom årsagerne ikke altid var enkle. Det nye format er ikke renere. Det er ikke mere tæt. Det er ikke altid bedre fodbold.
